Af Lucas Sørensen

Skal du konfirmeres, eller er du allerede konfirmeret? Mange tager i denne tid den store beslutning. Mens nogle tager det for fællesskabet og traditionens skyld, tager andre konfirmationen udelukkende for gaverne. Hvad med dig?

Hvert år konfirmeres i 71% af unge i alderen 13-15 år. For mange er det ikke en stor be-slutning. Selvfølgelig skal man da konfirmeres. Det blev min far, det blev min mor, det blev fætter Frederik, så det skal jeg da også. Man får venner mens man går til konfirmations-forberedelse, og man får gaver til sidst. Hvad er der at klage over? Man behøver jo ikke engang at tænke over det, og netop det er problemet. Folk tænker sig ikke om, inden de siger ja til at konfirmeres. Når de så står oppe ved præsten på den store dag og nikker, får de en skyldfølelse. En skyldfølelse af at have løjet til Gud, og til en præst man har kendt i et lille års tid. De fleste tænker ikke videre over det. De går ud i deres biler og kører hen til deres fester. Her er der venner, familie, god mad og nogle taler. Der er, for mange vigtigst af alt, også gaver. Kontanter i tusindvis, og masser af gavekort. Så fester man hele natten, og når man er færdig, tager man hjem og sover den halve søndag. Og så er man ellers konfirmeret.

Men er der ikke mere i det? Hvorfor vælger man at bruge så lang tid på at gøre sig klar til en dag? Er det for fællesskabet? Traditionen? Gaverne? For mange er det den sidstnævnte. Konfirmationen er ikke længere en meget kristen ting, faktisk er den langt fra kristen. Folk lyver for at få gaver. Det vil sige, at der er både løgn og grådighed i konfirmationen, og det er ikke noget jeg forbinder med kristendom.

Som Thomas Korsgaard skriver i artiklen ”Jeg løj for Gud, den dag jeg blev konfirmeret”, så er der ”noget galt, når man når man lærer om De Ti Bud, lytter til Guds ord og trosbekendelsen, siger ja til det hele og bagefter går ud og forbruger løs, fristes, drikker og knepper.” Det er mod de kristne principper at lyve, og at leve livet uden ”grænser”. Thomas skriver også at det ”viser en folkekirke i dyb identitetskrise.” Og til det kan jeg kun være enig. Folkekirken hiver hvert år børn og unge til sig, for at de kan konfirmeres, men i virkeligheden ligger der ikke noget særligt i det, andet end man kan sige, at man har gjort det.

Men jeg er ikke enig, i alt Thomas skrev. Bl.a. synes han, at det er præstens og forældrenes ansvar, at spørge om man overhovedet tror på Gud. Det synes jeg, på ingen måde det er, især ikke præstens. Jeg synes, at når man vælger at gå med til noget kristent, så må man også tro på Gud, så det ville jeg som præst eller forældre, gå ud fra at man gjorde. Han skriver også, at folkekirken ser en chance for at fylde op på bænkene en gang om året, og få lidt opmærksomhed. Selvfølgelig kan jeg da godt se pointen i det, men jeg tror samtidig heller ikke på, at kirker over hele landet bare prøver at få opmærksomhed. I artiklen slutter han af med at skrive, at det måske er folkekirken der skal træde ind i de voksnes rækker, og tage et valg og komme ud af identitetskrisen. Jeg mener ikke at det er kirken i sig selv, der er noget galt med. Jeg mener at der er noget galt med måden konfirmationerne gøres på. De bliver taget for mere end de er i samfundet, så jeg mener at det er samfundet der skal træde ind i de voksnes rækker, og se konfirmationerne som de er i dag. Med alkohol, sex, forbrugelse og vigtigst af alt, gaverne.

Kilder:
Korsgaard, Thomas: "Jeg løj for Gud, den dag jeg blev konfirmeret" Politiken.dk
(Besøgt: 22-04-2018, Oprettet: 21-04-2012)
https://politiken.dk/debat/arkiv_debattoerer/korsgaard/art5706194/Jeg-l%C3%B8j-for-Gud-den-dag-jeg-blev-konfirmeret

Jensen, Kristian: "Danmarksskort: Så mange bliver konfirmeret i landets kommuner" Politiken.dk
(Besøgt 24-04-2018, Oprettet: 23-04-2016)
https://politiken.dk/forbrugogliv/livsstil/familieliv/art5619784/Danmarkskort-S%C3%A5-mange-bliver-konfirmeret-i-landets-kommuner